Mød overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen og hør foredraget Yngre med årene

Dato: 04. maj 2021

Tid: kl. 18.00

Sted: Online via Teams

Videnskaben om det lange sunde liv - bliv yngre med årene

Fornuftig kost, daglig motion, ingen cigaretter og begrænsede mængder alkohol. De fleste af os kender godt de gængse råd til en sund livsstil. Men det lange sunde liv uden sygdom handler også om optimisme, pauser, ærefrygt, vin, frivillighed, søvn, samvær med gode venner og meget mere.

Bente Klarlund Pedersen går videnskabeligt til værks og giver os den samlede opskrift på det lange sunde liv. Hvis vi vil holde fast i ungdommens kilde, skal vi ikke bare spise broccoli og motionere jævnligt. Vi skal også undgå at bekymre os unødigt og have fokus på det, der giver mening – familie, venner, frivillighed, optimisme, at tro på noget, og ikke mindst skal vi lade os begejstre.

Bente Klarlund har en klar ambition om, at videnskabens stemme skal overdøve og trumfe den kommercielle og poppede sundhedsindustri. Vi må ikke tro, at ungdom er noget, der kan købes i form af dyre kosttilskud og anti-aldringsprodukter. I stedet skal videnskaben bidrage til, at vi lever godt og længe uden at smide penge ud ad vinduet til virkningsløse, potentielt farlige produkter.

Glæd dig til et underholdende, inspirerende og tankevækkende foredrag af en af Danmarks førende eksperter indenfor sundhed og få den videnskabelige opskrift på, hvad du selv kan gøre for at blive yngre med årene.


 

Om oplægsholderen:

Dr. med. Bente Klarlund Pedersen er overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed. Hendes enorme viden på sundhedsområdet er bl.a. efterspurgt af medierne, hvor Bente Klarlund ofte optræder i ekspertrollen. Særligt er hun kendt for at formidle videnskaben på en underholdende og lettilgængelig måde, så også ikke-fagfolk bliver fanget og holder interessen. Bente Klarlund er forfatter til en række bøger – senest Yngre med årene, der udkom i september 2020.

Portræt af Bente Klarlund Pedersen

Billeder fra arrangementet

Generel information

For at deltage som gæst til vores arrangementer skal du være kvinde og ejer eller medejer af en virksomhed. Derfor beder vi dig oplyse din virksomheds CVR. nr. eller evt. tilsvarende udenlandsk nummer ved deltagelse. De samme betingelser er også gældende ved indmeldelse i foreningen.

Du er velkommen til at deltage to gange som gæst til foreningens arrangementer. Herefter må du melde dig ind, for at få glæde at netværket og alt det foreningen tilbyder.

Foreningen afholder fem-seks årlige Business Arrangementer på hverdagsaftener kl. 18.00–21.00 med en aktuel foredragsholder eller virksomhedsbesøg. Derudover afholdes generalforsamling, nytårskur samt vores årlige inspirationsprisfest.
Særligt for medlemmerne er der netværksgrupper, hvor de kan netværke i mindre fortrolige grupper på 6-8 medlemmer. Og for dem afholdes medlemsdag/sommerudflugt.

Da vi ikke holder til et bestemt sted, vil du opleve at arrangementerne foregår mange forskellige steder i Storkøbenhavn og omegn.

Business Arrangementer er altid gratis for medlemmer, der opkræves et “no-show”-gebyr ved afbud efter tilmeldingsfristens udløb eller udeblivelse. Gæster betaler for at deltage, møder gæster ikke op eller afmelder sig efter tilmeldingsfristens udløb, er billetten gået tabt.

Der bliver ved alle foreningens arrangementer taget billeder, som vi bruger til markedsføring på sociale medier, hjemmeside m.m. Hvis du ikke ønsker at optræde på billederne, bedes du oplyse dette til vores sekretariat.

Har du spørgsmål til foreningen er du velkommen til at skrive til sekretariatet på sekretariat@kv.dk